Om os

Instituttets grundlægger professor Thorkil Kristensen med USA's præsident John F. Kennedy

Instituttet for Fremtidsforskning blev grundlagt i 1969 på initiativ af tidligere Finansminister og Generalsekretær for OECD, professor Thorkil Kristensen. Stiftelsen blev etableret i samarbejde med visionære danske offentlige og private organisationer for at forbedre beslutningstagning via fremtidsforskning og for at bidrage til samfundsudviklingen.

Instituttet blev grundlagt som en selvejet, uafhængig non-profit tænketank. Instituttet er registreret som en forening for at gøre det muligt for organisationer og individer at blive medlem af Instituttet og derved få fuld adgang til vores udbud og indsigter.

Professor Thorkil Kristensen var direktør for Instituttet fra det blev stiftet indtil 1988, hvorefter Rolf Jensen tog over indtil 2000. I 1999 udgav Instituttet bogen The Dream Society, skrevet af Rolf Jensen, som blev en international bestseller, der satte Instituttet på verdenskortet. Siden da er det internationale udsyn blevet udvidet, og et særligt nordisk fokus har karakteriseret kredsen af medlemmer og projekter.

I dag er Instituttet en sand global aktør, som arbejder for og med offentlige, private og akademiske organisationer verden over. Det indbefatter strategisk rådgivning af regeringer og Fortune 500-virksomheder såvel som startups og NGO'er.

Instituttet er globalt førende i at anvende fremtidsforskningens metoder til at løse strategiske udfordringer for organisationer. Vores rådgivningsydelser omfatter megatrendanalyse, scenarieplanlægning, risikovurdering, innovationsprocesser og strategisk fremsyn.

Ud over vores rådgivningsydelser udgiver vi rapporter og magasiner, afholder diverse events, organiserer foredrag, workshops og kurser og lancerer forskellige joint-venture initiativer.

Instituttets overskud går ubeskåret til at fremme fremtidsforskning og til at opfylde vores fundats.

Siden 2018 har Daria “Dasha” Krivonos været Instituttets direktør.